Nu kan det være nok! …

Nu kan det være nok! …

Mange har sterke meninger om både ADHD, årsaker til ADHD, behandling av ADHD og ikke minst oppfatninger om egenskaper til mennesker med ADHD. Knapt noen diagnoser/behandling blir mer omtalt med negativ vinkling, kommentarer og kritisk fokus enn ADHD. ” – Citat fra ADHD  Norge

STIGMATISERING, FORDOMME & DISKRIMINATION

Ikke blot i Norge bliver, vi med ADHD, mødt af samfundet med en slet skjult mistænkeliggørelse og en mangfoldighed af fordomme om ADHD, både i det offentlige rum, i medierne og ikke mindst i mødet med de sociale myndigheder og skolevæsenet.

Ja, det er korrekt at vi med ADHD har en overrepræsentation i alle de negative statistikker; kriminalitet, misbrug, skilsmisse, kontanthjælp osv.

Men hvad er årsagen? Er vi med ADHD blot født som nogle potentielle skilsmisseramte kriminelle misbrugere på kontanthjælp, eller skal årsagen findes andensteds? Måske er den måde samfundet behandler os på, der er med til at skabe problemerne?

Se lige det her indslag fra TV/2 – Inklusion eller ekslusion? ADHD-børn snydt for skoleudflugt – Kommunen bruger 3 mio. kroner på at sende 6,500 elever fra Ringkøbing på tur til København, undtagen de børn med ADHD, de får en billet til Baboon City til 105 kr i stedet. “Det er barnets tarv, der er i højsædet” – siger den ansvarlige skoleleder. Undskyld mig, men hvordan kan det være i barnets tarv at blive fjernet fra gruppen, blive snydt for en stor oplevelse og bagefter føle sig udenfor i klassen når alle de andre taler om hvor fedt det var at komme til København? Og det er desværre blot endnu et eksempel på hvordan samfundet ikke aner hvad de skal stille op med os og blot vælger den lette udvej – eksklusion.

LOVEN SIGER …

Højesteret fastslog den 13. juni 2013, at bortvisning af ansat med ADHD var i strid med forskelsbehandlingsloven, da ADHD kan være et handicap. Derudover satte Højesteret lighedstegn mellem godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven. Højesteret har ved henvisningen til EU-domstolens domme af 11. april 2013 implementeret begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende direktiv fortolkes således,

“at det omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. Karakteren af de foranstaltninger, som arbejdsgiveren skal træffe, er ikke afgørende for, om en persons helbredstilstand skal anses for omfattet af dette begreb.”

På trods af at FN’s Institut for Menneskerettigheder, EU-Domstolen, Danmarks Højesteret og American Psychiatric Association (DSM V) alle anerkender ADHD som værende et reelt handicap, så virker det som vi blot fortsætter vi i den offentlige debat i Danmark med at lade som om “det bare er noget de siger de fejler, man kan jo ikke se det på dem!“. Personligt har selv oplevet diskriminationen i kontakten til BorgerService, Jobcenter og sågar i mit forsikringselskab!

 

Et eksempel på den måde samfundet opfatter os på som jeg finder morsomt, nuvel, men ikke desto mindre også krænkende og generaliserende. Jeg ser ikke andre grupper af handicappede blive udstillet og latterligtgjort på denne måde, i det danske samfund, gør du?

 

FAKTA

ADHD er et handicap på lige fod med alle andre handicap, men selv i FN’s Institut for Menneskerettigheders Statusrapport 2014/2015 – Handicap fremhæves det at Danmark har store problemer på ADHD området i det “Personer med handicap er stærkt underrepræsenteret på det danske arbejdsmarked. Kun 24 procent af personer med en psykisk lidelse har et arbejde” og ydermere at “Til sammenligning er 77 procent af personer uden handicap i beskæftigelse.”.

Så når 3 ud af 4 med ADHD er på kontanthjælp og ekskluderet fra arbejdsmarkedet (og det dertil hørende sociale liv) er det jo ikke så svært at se hvor fordomme kommer fra. Samtidigt er det en enorm socioøkonomisk byrde for samfundet da ca. 60% af de ca. 146.000 danskere der er på kontanthjælp, udgøres af vi med ADHD.

Det svarer til at ca. 87.000 ADHD’ere er på offentlig forsørgelse, og alene deres kontanthjælp beløber sig til ca. 9 mia. kr om året i direkte støtte. Hvis man så lægger alle de indirekte omkostninger som vi med ADHD koster samfundet grundet misbrug, kriminalitet, skilsmisse, arbejdsløshed osv. så taler vi her om et svimlende beløb, som jeg ikke engang vil forsøge at regne ud.

ANDRE TAL

  • 31,1% har oplevet en eller flere skilsmisser, mod 11,8% i kontrolgruppen (Klein et al., 2012)
  • For børn med ADHD gælder det, at de har 50 gange lavere mulighed end andre børn for at have en god ven. (Bengtsson et al., 2011)
  • Hele 35 pct. af de voksne med ADHD er straffet for en kriminel handling (herunder bøde), mens det samme gælder for 20 pct. af den øvrige befolkning. (Rockwool Fondens Forskningsenhed, 2014)
  • Der er 12 gange større risiko for at blive dømt for personfarlig kriminalitet når man har ADHD. (Thomsen og Damm, 2011)
  • 55% af voksne med ADHD har oplevet at blive fyret fra et job, hvor tallet normalt er på 23%. (Thomsen og Damm, 2011)
  • I Danmark er den gennemsnitslige årlige lønindkomst for voksne som først blev diagnosticeret med ADHD som voksne 114.000 kr. lavere end befolkningen bredt set. (Rockwool Fondens Forskningsenhed, 2014)

Konklusion

Det er som om at der er frit lejde til at udstille, latterliggøre, nedgøre, tryne og forskelsbehandle, vi med ADHD i det offentlige rum, men er det i orden? Ikke efter hverken min egen personlige mening, almen dannelse, dansk lovgivning, og ej heller i følge FN’s Institut for Menneskerettigheder. ADHD er et HANDICAP og skal mødes med samme forståelse, anerkendelse og respekt som et hvilket som helst andet handicap. I USA ville det skabe ramaskrig i offentligheden hvis de oplevede at man behandlede mennesker med et handicap, på den måde vi gør med ADHD i Danmark.

Jeg har i hele mit liv, studeret på lige vilkår, arbejdet på lige vilkår og betalt min skat på lige vilkår med alle andre, så hvorfor skal jeg så behandles anderledes, blot fordi jeg er blevet 43 år og diagnosticeret med ADD? Nu mødes jeg med en tvivlen på sandfærdigheden af det jeg siger, fordi de færreste i det offentlige system tror på min livshistorie og jeg har sågar måttet fremvise mine årsopgørelser for en 10-årig periode hvoraf det fremgår at jeg rent faktisk har betalt, hvad der svarer til 50 års kontanthjælp, i personlig skat, før de tror på hvad jeg fortæller.

Gudskelov er jeg ikke så let at kyse, så det eneste der sker er, at jeg først bliver rigtigt motiveret til at gøre noget for at sikre at andre i lignende situation,  ikke skal opleve det jeg har oplevet. Derfor står jeg nu frem og fortæller min historie i mit nye foredrag.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.