For at være en del af samfundet er tilpasning nødvendigt, men for mange, hvis ikke de fleste, med autisme og/eller ADHD tager denne tilpasning overhånd og bliver selvudslettende. Skrevet af en 35-årig kvinde der først blev fejl-diagnosticeret med Borderline og efterfølgende gen-udret med Autisme + ADHD ...
For at være en del af samfundet er tilpasning nødvendigt, men for mange, hvis ikke de fleste, med autisme og/eller ADHD tager denne tilpasning overhånd og bliver selvudslettende. Skrevet af en 35-årig kvinde der først blev fejl-diagnosticeret med Borderline og efterfølgende gen-udret med Autisme + ADHD …
Skrevet af en 35-årig kvinde der først blev fejl-diagnosticeret med Borderline og efterfølgende gen-udret med Autisme + ADHD …
For et år siden troede jeg, at jeg var neurotypisk og at alle andre havde det på samme måde som mig. Min ringe forestillingsevne gjorde, at jeg slet ikke tænkte, at andre kunne gå gennem livet på en betydeligt lettere måde end jeg. Fejlagtigt troede jeg, at de evnede at tage sig sammen og ikke var så dovne, dumme og forkerte som mig.
Det har været en lettelse at finde ud af, at det ikke var min indsats, den var galt med, men “bare” min hjerne.
Det er først nu, jeg forstår, at der hvor jeg sidder og taster alle oplysninger ind manuelt, har de neurotypiske et program installeret, der bearbejder al data for dem. De opnår samme resultat som mig, men med en langt mindre indsats.
Den dag i dag føler jeg stolthed over, at have kunne følge med i så mange år, men mit yderst slidte bundkort er tæt på at brænde af. Nu er jeg nødt at acceptere, at jeg ikke kan præstere på samme niveau og at det bliver min undergang, hvis jeg forsøger.
De første 10 år af min datters liv var min fornemste opgave, at lære hende at skjule, hvem hun var, at lære hende det samme opslidende og ødelæggende skuespil, som jeg selv havde spillet hele livet. Dette har jeg nu ændret på betydeligt, for nu kræver jeg, min datters og min egen, ret til at være dem vi ER!
Jeg plages af dårlig samvittighed over alle de gange jeg har presset masken ned over mit barns hoved og indirekte har fortalt hende, at hun OGSÅ var forkert.
Maskering er en nødvendighed for at passe ind i samfundet. Det at være den man ER er ikke et fripas til at opføre sig som en idiot, men et fripas fra selvudslettelse.
Jeg gjorde alt, hvad der stod i min magt for at skjule, hvor underlig og forkert jeg var og selvom jeg lagde ufattelige mængder energi i projektet var det med ringe resultat.
Min maske var det eneste jeg havde, for det der lå inde bag den, vidste jeg var så forkert, at ingen måtte se det, ikke en gang mig selv.
Det med relationer har jeg været forholdsvis god til, når det har været en til en, da jeg til hver person havde skabt en maske. Problemet kom til sammenkomster, for der kunne jeg ikke have flere masker på på samme tid.
Jeg har det meste af livet følt mig ensom i andres selskab, følt mig uelsket og evigt ængstelig for, at blive afsløret, som det forkerte og forfærdelige menneske jeg var. Jeg var ikke elsket, for den anerkendelse og kærlighed jeg fik, var på min maske, ikke på mig. Min maske var mig og jeg anede ikke, hvem jeg selv var.
Ordene “Jeg elsker dig” lyder hult og fattigt, når man inderst inde godt ved, at det er masken, der er elsket og ikke den man er bag den.
Det store spørgsmål jeg kæmper med nu og som jeg har kæmpet med i et halv år er: “Hvem er jeg bag masken og er der overhovedet noget ægte tilbage af mig?“
Efter jeg fik min ADHD-medicin og mødte “artsfæller”, har jeg arbejde hårdt på at skelne mellem ER og GØR!
Min maske er ikke en del af den jeg ER, men noget jeg GØR for at passe ind i samfundet.
Der er mennesker der har kendt mig i mange år, der giver udtryk for, at jeg er blevet dårligere fungerede efter jeg har fået mine diagnoser og at medicinen har forandret mig.
Jeg forstår udmærket godt, at dem der har kendt mig i mange år reagerer. De skal først til at lære mig et kende, for nu ved jeg, langt om længe, hvem jeg ER og at jeg ved, at jeg ikke er dum, doven, forfærdelig og forkert. Jeg er “bare” autist med ADHD og jeg behøver ikke knokler mig selv halvt til døde for at gøre mig fortjent til at være i verden, jeg har min egen plads og den jeg ER er faktisk noget værd.
Jeg har fået et nyt forhold til min maske, for nu ved jeg, at den der er inde bagved er fantastisk og ikke forfærdelig.
Masken har fået en helt ny funktion. Før brugte jeg masken til at skjule mig bag, så andre ikke kunne se mig. Nu bruger jeg den til at slippe for bøvl ude blande de “normale”.
Det at se mig uden maske er som at se mig nøgen, for jeg er blottet og sårbar. Når mennesker, der kun ser min maske reagerer negativt på mig, er det min maske, de ikke kan lide. Det preller af mig som vand på en gås, med mindre det er så voldsomt og intens, at jeg er ved at drukne.
Før i tiden var, det eneste jeg kunne mærke, en ubehagelig tomhed og uro indeni. Denne følelse var jeg nødt til at flygte fra og det gjorde jeg ved at mærke alle andre. Ved at prøve på at behage og gætte deres behov for så at prøve på at gøre mig fortjent til at være i verden.
Jeg kunne ikke lide mig selv og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for ikke at være alene. Det at være alene gjorde mig angst, angst for at jeg ville forsvinde, hvis ingen havde noget at bruge mig til.
Andre mennesker har jeg stadig brug for, men slet ikke på samme måde. Når jeg sætter mig ned overvældes jeg ikke af tomhed, men slapper af og føler ro.
Det gør mig ked af det, at blive kaldt egoistisk, selvglad og arrogant, for det er ikke egenskaber jeg finder genkendelse i. Jeg ønsker stadig det bedste for alle andre, men jeg er ikke villig til at begå vold mod mig selv i iver efter anerkendelse mere.
Jeg er egentlig blevet ret selvglad, når nu jeg tænker over det, for jeg kan egentlig godt lide det menneske jeg ER. Hvis andre ikke kan lide mig, så ser jeg ingen grund til at kæmpe for at få dem til at kunne det.
Er det mon forfærdeligt at finde ro i, at man hver eneste dag gør sit bedste og at det er okay ikke at følge strømmen?
Jeg er, desværre og heldigvis, ikke som folk er flest og jeg har egentlig ikke lyst til at forsøge at foregive at være noget jeg ikke er mere.
Det meste af mit liv har været et skuespil, hvor min rolle er blevet tilpasset de mennesker jeg var sammen med.
Det er egentlig sørgeligt, hvis ikke ynkeligt, først at finde ud af, hvem og hvad man er midt i 30’erne. Det mest sørgelige af det hele er, al den modstand mit forbedrede selvværd skaber, at den jeg ER åbenbart er mindre elskelig end masken.
Jeg hader min maske, hader den så inderligt, for den er min fangevogter. Min maske holder den jeg ER indespærret og gemt væk. Den jeg ER bliver kvalt, livsgnisten forsvinder mere og mere som årene går og hvis jeg ikke bryder ud, så ender jeg med at dø i fangenskab.
35 år i fangenskab har været rigelig betaling for at få lov til at eksistere og jeg føler, at jeg har udstået min straf, for at være “forkert”. Jeg vil have lov til at mærke solen på mit ansigt, mit ægte ansigt, for jeg har virkelig fortjent at leve som et frit menneske nu.
Jeg er stærkere og gladere end nogensinde før, men på samme tid føler jeg mig utrolig sårbar.
Hvad nu, hvis de mennesker, der får lov til at se den ægte mig, uden maske, ikke kan lide, hvad der, i alt for mange år, har været glemt væk?
Hvis alt går galt og jeg ender op alene, så er jeg i det mindste i godt selskab.
This website uses cookies.
Tilføj din kommentar her - Feedback er altid velkomment!